Sport - Ritzau

Spansk overmagt slukker Georgiens EM-eventyr

Spansk overmagt slukker Georgiens EM-eventyr

Spansk overmagt slukker Georgiens EM-eventyr

Ritzau
Köln
Zuletzt aktualisiert um:
FBL-EURO-2024-MATCH39-ESP-GEO Foto: Alberto Pizzoli/Ritzau Scanpix

Selv om Georgien kom foran tidligt, var der klasseforskel, da Spanien vandt EM-ottendedelsfinalen med 4-1.

EM-debutanten Georgien bed fra sig i første halvleg, men var udspillet efter pausen, da Spanien vandt 4-1 i ottendedelsfinalen ved EM.

Trods en tidlig georgisk føring var Spanien gennem kampen klart det stærkeste hold på banen og er klar til EM-kvartfinale mod de tyske værter.

Georgien blev fra start trykket helt i bund af de pasningsstærke spaniere, som sværmede om målet.

Efter 17 minutters spil havde Spanien haft bolden i 84 procent af tiden og førte skudstatistikken 7-0.

Men så fik georgierne en af de omstillinger, som man satsede på. En aflevering blev slået hårdt ind foran mål, hvor en presset Robin Le Normand kom til at styre bolden i eget net.

8-0 i skudstatistik til Spanien, men 1-0 på måltavlen til de stærkt undertippede georgiere.

Det spanske pres fortsatte, men det var som om, at scoringen forplantede sig som usikkerhed hos favoritterne. En del ukarakteristiske fejlafleveringer gav flere georgiske kontrastød, som kunne have ført til endnu en scoring.

Fem minutter fra pause slog Spanien endelig kapital af boldbesiddelsen. Efter hurtigt spil omkring feltet lagde midtbaneankeret Rodri bolden til rette for sig selv. Fra kanten af feltet sparkede han fladt udligningen ind.

Da Fabian Ruiz kort efter pausen headede Spanien i front, fornemmede man, at en knockout af den georgiske drøm om en ny EM-sensation kunne være under opsejling.

Tempoet i det spanske pasningsspil var dog stadig en smule for lavt, så Georgien havde ikke de store problemer med at holde Spaniens store chancer på et minimum.

Omvendt var truslerne mod Unai Simons mål også til at overse. Spanien forsvarede sig fornuftigt med bolden ved fødderne, mens de georgiske spillere løb sig flade.

Et kvarter før tid stak man så kniven ind på de trætte modstandere. Lynhurtige Nico Williams blev sendt afsted i en kontra efter et sjældent georgisk angreb. Han satte sin direkte oppasser, og alene igennem klappede han bolden op i nettaget.

Otte minutter senere lukkede og slukkede indskiftede Dani Olmo med målet til 4-1.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“