Sport - Ritzau

Lynmål og kæmpe redning sender Tyrkiet i EM-kvartfinalen

Lynmål og kæmpe redning sender Tyrkiet i EM-kvartfinalen

Lynmål og kæmpe redning sender Tyrkiet i EM-kvartfinalen

Ritzau
Leipzig
Zuletzt aktualisiert um:
Austria v Turkey - UEFA European Championships - Round of 16 - L Foto: Paul Terry/Ritzau Scanpix

Mert Günok leverede en kæmpe redning i sidste sekund og sikrede Tyrkiets avancement ved EM.

Med hjælp fra blandt andet et lynhurtigt mål og en fantomredning i sidste sekund sikrede Tyrkiet sig tirsdag aften adgang til EM-slutrundens kvartfinale.

Allerede inden der var gået et minut, scorede Merih Demiral til 1-0 over Østrig, og tyrkerne endte med at tage en 2-1-sejr i ottendedelsfinalen.

Østrigerne pressede ellers hårdt på i slutfasen, og Mert Günok i målet leverede sit livs redning. Dermed må Østrig, en af slutrundens positive bekendtskaber, altså forlade slutrunden.

Den tidlige scoring faldt efter et hjørnespark. På målstregen fumlede østrigerne med bolden, og til sidst havnede den hos Demiral, der hamrede den op i loftet af målet.

To minutter senere var kampen lige ved at udvikle sig eksplosivt, da Christoph Baumgartner var tæt på at bringe balance i regnskabet med et langskud. Og yderligere to minutter senere var Baumgartner igen ved at score - denne gang efter et hjørnespark.

Østrig spillede flot, men blev aldrig rigtig farlige, og efter en lille time gik det galt igen. Merih Demiral steg op til et hjørnespark og pandede bolden i nettet til 2-0.

Derefter indledte Østrig et stormløb mod Tyrkiets mål, og det gav pote efter 67 minutter. Stefan Posch forlængede et hjørnespark, så bolden havnede for fødderne af Michael Gregoritsch, der reducerede for østrigerne.

Østrig belejrede Tyrkiets felt, og flere gange var der optræk til scoring.

I allersidste sekund kom den største chance af dem alle, da Christoph Baumgartner steg helt fri op til et indlæg lige foran mål. Men Mert Günok diskede op med en gigantisk redning og sendte på den måde Tyrkiet videre ved EM.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“