Sport - Ritzau
Keeper stopper i Randers: Nåede ikke enighed om ny aftale
Keeper stopper i Randers: Nåede ikke enighed om ny aftale
Keeper stopper i Randers: Nåede ikke enighed om ny aftale
Randers FC og Patrik Carlgren ville gerne forlænge aftale, men kunne ikke nå til enighed om forlængelse.
Randers' Patrik Carlgren har i de seneste sæsoner været regnet blandt Superligaens bedste målmænd, men nu er det slut i den kronjyske klub.
Carlgren har kontraktudløb denne sommer, og det er ikke lykkedes at forlænge aftalen.
Det oplyser Randers på sin hjemmeside.
- Vi ønskede at forlænge med Patrik, men kunne ikke få enderne til at nå sammen. Vi ønsker Patrik al mulig held og lykke med fremtiden, udtaler sportsdirektør Søren Pedersen.
Den 32-årige Carlgren nåede seks sæsoner i Randers og blev den første udlænding, der rundede 200 kampe for klubben.
- Han har leveret nogle helt fantastiske præstationer og var stærkt medvirkende til, at vi kvalificerede os til top-6 tre år i træk, vandt pokalturneringen i 2021 og efterfølgende klarede os godt i Europa, siger Pedersen.
Carlgren havde gerne sat sin underskrift på en ny kontrakt.
- Vi kom ikke frem til en beslutning, som vi alle var tilfredse med. Det er selvfølgelig skuffende. Jeg ville gerne have været blevet i Randers FC, hvis vi kunne blive enige, men sådan er fodbold nogen gange, siger målmanden.
Carlgren, der har spillet én A-landskamp for Sverige, kom fra tyrkiske Konyaspor i 2018. I 2017 var han i en kort periode forbi FC Nordsjælland.
/ritzau/