Sport - Ritzau

Bellingham-magi redder England fra kæmpe EM-fiasko

Bellingham-magi redder England fra kæmpe EM-fiasko

Bellingham-magi redder England fra kæmpe EM-fiasko

Ritzau
Gelsenkirchen
Zuletzt aktualisiert um:
TOPSHOT-FBL-EURO-2024-MATCH40-ENG-SVK Foto: Ina Fassbender/Ritzau Scanpix

England var på vej mod et choknederlag til Slovakiet, men er kvartfinaleklar efter et stort drama.

Englands EM-favoritter var sekunder fra en eklatant fiasko i ottendedelsfinalen mod Slovakiet, men i femte tillægsminut udlignede Jude Bellingham på et saksespark.

Et slovakisk hold tømt for energi kæmpede til det sidste, men med Harry Kane som matchvinder vandt England 2-1 efter forlænget spilletid. I kvartfinalen venter Schweiz.

Det stjernespækkede engelske hold har været ganske undervældende i sine præstationer ved EM hidtil. Og intet var forandret søndag.

England havde bolden i mere end 70 procent af den ordinære tid, men det var boldflytteri af værste skuffe. De kreative indslag var lige så sjældne som respektfulde kommentarer i en debat mellem Joe Biden og Donald Trump.

Til gengæld slog de engelske spillere hele tiden ud med armene mod hinanden i frustration.

Mens attituden hos favoritterne var tæt på beskæmmende, spillede Slovakiet i den grad sin chance.

Efter et par udmærkede chancer og tilløb til flere kom den overraskende føring efter 25 minutter. Mindre overraskende var det, at det var Ivan Schranz, som sendte bolden ind bag Jordan Pickford efter tvivlsomt engelsk forsvarsspil.

Det var den 30-årige Slavia Prag-angribers tredje mål ved EM. Slovakiet har scoret fire i alt.

Målet fik slovakkerne til at trække sig lidt tilbage. England fik endnu mere boldbesiddelse, men uden idéer førte det ikke til ret meget.

Presset på Martin Dubravkas mål voksede dog, og kort inde i anden halvleg troede Phil Foden og resten af England, at man var kommet på 1-1.

Foden var dog, ganske unødvendigt, løbet ind i offside tæt under mål, da han satte Kieran Trippiers tværpasning ind.

Slovakiet var næsten ikke i nærheden af Pickfords mål efter pausen. Kun et forsøg fra midten kunne reelt kategoriseres som et forsøg mod mål.

Uret arbejdede for de undertippede slovakker, men i femte tillægsminut brast den slovakiske dæmning. Og det skete på enestående vis.

Et langt indkast blev forlænget, og midt i feltet vendte Jude Bellingham rundt og saksesparkede udligningen i mål. Et drømmemål af Real Madrid-stjernen.

Englændernes eufori - eller lettelse - stod i skærende kontrast til ansigterne på de slovakiske spillere. De vidste godt, at de havde tømt energitanken.

Der var da heller ikke spillet et minut af forlængelsen, før Harry Kane tæt under mål headede England på sejrskurs.

Slovakkerne kæmpede, med alt hvad de havde, og truede ved et par lejligheder Pickfords mål. Scoringen kom dog ikke. Uden på nogen måde at imponere sled England sig til sejren.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“