Vi har allerede kørt i fire timer nu, men mor har stadig ikke sagt et ord. Far har ringer hvert minut, men som forventet tager hun den ikke. Jeg stirrer bare ud ad vinduet, og kigger på regndråberne, som falder ned ad vinduet. I sidste uge kom de op at skændes. Mor pakkede vores ting, og vi tog hjem til Tante Marie, som allerede stod ude foran døren for at tage imod os, da mor kørte ind ad indkørslen. Marie sagde: ”Det går ikke længere. Du bliver nødt til at forlade ham.” Mor nikkede bare og sagde at hun allerede havde fundet et hus, som vi kunne flytte ind i næsten med det samme. Derfor sidder jeg nu på femte time i vores lille Suzuki, med ondt i numsen, og vi er stadigvæk langt fra at være fremme. Mor siger, at der ikke er så langt endnu, men jeg tror ikke på hende. Hun har det med at lyve om de mindste ting. Hun lyver også om hvorfor hende og far ikke er sammen længere. Hun siger, at de er vokset fra hinanden. Men jeg ved godt, at det er på grund af de blå mærker rundt om hendes hals. Jeg er glad for at være væk fra far, men jeg savner også den familie vi var engang. Jeg kigger ud af min øjenkrog, og pludseligt ser jeg et underligt hus og kigger forundret på mor.

Bilen stopper foran et hus, som ser gammelt og faldefærdigt ud. Mor kigger på mig med sine røde, opsvulmede øjne og siger: ”Undskyld, jeg ved godt, at det ikke er det fineste eller det bedste hus, men det er det der er råd til lige nu.” Siden mor gik fra far, har hun ikke været den samme. Han havde samlet en stor spillegæld, som hun var nødt til at betale. Ellers ville banken tage huset fra os. Efter at hun betalte hans gæld, har vi haft svært ved at få det hele til at løbe rundt. Far begyndte at lade sine frustrationer gå ud over hende. ”Bank, bank”. Mor slår hårdt på min rude, og siger ”Kom skat, lad os stille vores ting på plads.” Jeg bøvler med at åbne bilens rustne dør. Jeg får den til sidst op, og træder ud af bilen direkte ned i en kæmpe vandpyt. Mor griner af mig, tager min hånd og føre mig hen til bagagerummet, hvorefter hun rækker mig min kuffert, som jeg bruger som et skjold mod regnen.

Vi går sammen ind ad døren til huset, hvorefter mor siger: ”Selina, jeg ved godt huset er gammelt, men vi skal nok få det hele til at fungere.” Jeg svarer: ”I know, det plejer vi jo.” Indgangen er støvet og fyldt med snavs. Man kan se at tapetet engang har været rødt. Men det er blevet ældet med tiden.

Tapperne er lavet af brunt træ, der er dækket med en slags tæppe, men indenunder er der fyldt med ualmindeligt mange ridser, som ligner noget et dyr har lavet. Jeg går oven på. Her finder jeg mit værelse, og stiller mine ting på sengen. ”Puf”. Støv flyver op i luften, sengen må have været her i årtier.

Mor kommer ind og ser støvet, der svæver i luften. Hun ser helt panisk ud, og går straks i gang med at gøre rent på mit værelse. Jeg har støvallergi, og løber derfor ud af værelset for at udforsker resten af huset i stedet for. Imens jeg udforsker gangen, ser jeg noget snor med en ring på, som hænger fra loftet. Der svinger frem og tilbage. Jeg trækker i snoren, straks flyver der en trappe ned. Trappen fører op til loftet. Jeg går stille og roligt op ad den. Herefter ser jeg, at der ligger flere papkasser. De ligger strøget rundt i hele rummet til dels stablet op ad hinanden. Der er også efterladt nogle møbler heroppe, og på et bord står der en slags boks, som minder om et lille vinskab.

Det hele er dækket af støv og spindelvæv. Der hænger gamle portrætter på væggene af en familie, der med stor sandsynlighed boede her for mange år siden. Jeg går hen og tager boksen op for at se nærmer på den. Jeg ser, at den er forseglet med noget, der ligner sort voks. Jeg kigger mig omkring for at se om der noget, som jeg kan bruge til at åbne boksen med, men jeg kan ikke finde noget.

Jeg tager boksen med mig ned i køkkenet for at finde en kniv.  Men inden jeg når at komme ned fra loftet, kan jeg høre nogen, der siger mit navn. ”Selena …” Jeg føler en kold ånde bag min nakke og drejer mig hurtig om, men jeg kan ikke se nogen. Jeg skynder mig ned ad trappen og skubber til stigen, så den lukker helt i. Jeg finder mor i køkkenet. Hun er i gang med at pakke køkkenredskaberne ud. ”Hvad synes du så om huset indtil videre?”, spørger hun mig. Det er stort, og der er mere end nok plads til mig og mor, men det føles alligevel ikke helt rigtigt. Alle mine sanser siger, at der er sket noget slemt i huset, men jeg vil ikke bekymre mor mere end højst nødvendigt. Hun har allerede en masse at tænke på, så jeg svarer:  ”Det er et fint hus.” Mor opdager boksen, jeg har fundet, og som nu ligger på bordet. Hun spørger undrende, om hvor jeg har fundet den henne.

Jeg fortæller hende, at jeg fandt den oppe på loftet, og at jeg gerne ville se, hvad der er inden i den. Hun ryster bare på hovedet og griner forundrende af mig, mens hun går ud af køkkenet for at pakker resten af tingende ud. Jeg tager en lille kniv frem, og skærer i vokset, så jeg kan åbne boksen. Det første jeg lægger mærke til, er den ækle stank. Den er så slem, at jeg får surt opstød.  Det er en voldsom stank, som var det et råddent lig. Eller det er i hvert fald sådan jeg forestiller mig at det lugter.

Til min skuffelse er der kun en tot hår og et papir med en mærkelig skrift på, som jeg ikke kan læse. Under papiret ligger der en indtørret rose og en slags bæger lavet af sølv. Jeg får gåsehud og mærker, at der er nogen, der holder øje med mig. Jeg vender mig hurtig om, men ser kun en skygge af en person. Jeg begynder at blive urolig og kalder på min mor. ”Mor? Var det dig, der stod ved indgangen af køkkenet lige før?” spørger jeg min mor, og hun svarer: ” Nej skat, det var ikke mig. Hvorfor spørger du?”. Jeg får kuldegysninger igen, og jeg kan mærke sveden der løber ned ad ryggen på mig.  Mit hjerte banker hurtigere og hurtigere, og jeg kan mærke, at pulsen stiger.  Jeg er ved at gå i panik.

Jeg beroliger mig selv ved at sige, at det måske bare er mig, der er træt.  Det har også været en lang dag - det kender alle jo? Jeg opdager, at jeg ikke har svaret min mor, og siger derfor: ”Jeg troede bare at jeg så dig hernede.”

Følelsen af at der er nogen, der holder øje med mig, forsvinder ikke. Og jeg begynder bare at få det værre. Jeg ser skygger overalt, hvor jeg går og fryser konstant. Mor tror at jeg måske er ved at få en forkølelse eller influenza. Men jeg tror, at det måske har noget med boksen at gøre. Den som jeg åbnede for nogle timer siden. Jeg lægger mig i sengen, hvorefter prøver jeg at sove. Jeg falder efter kort tid i søvn. Jeg drømmer. Der er en mand, der følger mig rundt på et slot.  Han fortæller mig om deres konge Solomon. Kongen gemmer kasser, fortæller han mig. Men det er ikke hvilken som helst slags kasser. De er meget specielle.  De indeholder nemlig de stærkeste dæmoner i verden. Han siger, at Kongen har fanget dem ved hjælp af menneskeofringer og hellige mænd ved sin side. Solomon bruger dæmonerne til at få magt over flere kongeriger, og til at skræmme sine folk. En gruppe kaldet ”fredens folk” valgte derfor at stjæle hans bokse, og placere dem over det hele i landet. En af disse bokse er i mit nye hjem.

Jeg vågner og ser i mørket to røde øjne, der stirrer på mig. Først tror jeg, at det bare er noget jeg bilder mig selv ind. Men da en ”skikkelse” begynder at knurre af mig, ved jeg at det ikke er noget jeg fantaserer, men at det er virkeligheden.

Skikkelsen har to horn på hovedet, og er hel sort, som om den er blevet brændt. Den har skarpe lange negle, og den begynder at kravle meget hurtigt imod mig på alle fire. Jeg skriger så højt jeg kan på min mor, og jeg hører hende komme løbende ind til mig og springe op imod mig. Jeg når lige at høre en hånlig latter. Så bliver alt mørkt omkring mig...