Hvor blev det nogle dejlige dage fornyligt. Først læste jeg, at „Kaffe Hans” havde samlet penge sammen til „Lille Bents” begravelse og at der var blevet doneret så mange penge, at Bents urne kunne komme ned i moderens gravsted, at Bents navn kunne komme med på hendes sten, og at der  blev betalt for vedligehold og pleje af gravstedet de næste 10 år. Flot tænkt, Hans! Og flot af alle, der fulgte hans gode tanke op.

Hvor var det dejligt at læse om så megen næstekærlighed fra så mange forskellige sider hér.

Bent var jo også kendt i bybilledet, når han mere og mere  krumbøjet asede af sted med sin trækvogn efter sig. Jeg havde glæden at lære ham godt at kende, og vi har haft mange dybsindige samtaler. Bent var kristen, og vore samtaler endte altid med, at Bent sagde: „Bare jeg dog snart må dø, så jeg kan være sammen med mor, jeg savner hende så meget!”

Jeg og sikkert mange andre har nok også tit måttet redde ham, når han ufortrødent kastede sig ud i trafikken, uden at ænse bilerne, som kom fra mange sider.

Kirken var stuvende fuld, der var også mange smukke blomsterbuketter.

Det var pastor Erik Holmgaard, der stod for begravelsen. Han holdt en smuk prædiken og havde valgt nogle salmer, som jeg syntes passede vældig godt til lejligheden.

I sin prædiken fortalte Erik Holmgaard bl. a. nogle oplevelser fra Bents liv. Han fortalte f. eks. om en gang, da han selv var i Kolding og gik på en af sygehusets gange. Da hørte han Bents stemme inde fra en stue, hvor han nok besøgte en patient: „Du skal ikke være bange, Jesus skal nok passe på dig!” – Det er gode ord at huske.

Erik Holmgaard nævnte også, at Bent havde en papplade, hvorpå der stod: „Reserveret”, liggende bagerst i kirken, så der altid var en plads til ham, når han kom i kirke.

Erik  Holmgaard havde også lavet en sang om Bents liv. Den var på 5 vers og på melodien: „Hvem sidder der bag skærmen”.

Den sang han så selv smukt som slutning på sin prædiken. Nogle havde tilbudt at bære kisten, og de bar den ud til rustvognen, som ventede udenfor. Kirkegængerne fulgte efter, og alle stod stille bag rustvognen, til den kørte  og tænkte måske på det liv, der nu var slut.

Det blev en meget smuk begravelse.

En omtale af Bent og hans  begravelse blev vist 2 gange i fjernsynet om aftenen.

Hvil i fred, kære Bent – og tak for det venkab, vi to havde.

Gudrun Awa Jørsing,
Haderslev