Leserbrief
„Jeg undrer mig meget“
Jeg undrer mig meget
Jeg undrer mig meget
Diesen Artikel vorlesen lassen.
Valborg Friedrichsen verleiht ihrer Verwunderung über das Ausscheren von fünf Venstre-Politikern bei der zweiten Haushaltslesung Ausdruck.
Kommunalbestyrelsen i Haderslev vedtog for et par dage siden sit budget for næste år. Jeg kan godt undre mig over, at Venstres borgmesterkandidat Mads Skau ikke var til stede og viste interesse ved den lejlighed. Men han har sikkert en ganske god forklaring.
Budgetvedtagelsen blev en meget speciel oplevelse. Til trods for at der på forhånd var indgået forlig mellem alle 31 byrådsmedlemmer, så gør fem medlemmer af Venstres gruppe pludselig oprør mod både deres borgmester og deres gruppeformand. Det gør de ved at stille ændringsforslag til det indgåede budgetforlig!
Det er en ganske uhørt handling fra medlemmer af et „regeringsparti”. Hvor sympatisk end forslaget måtte være, så opfører man sig ikke sådan overfor sin egen ledelse og sine forligspartnere. Det er ikke ordentligt. Og da slet ikke overfor en borgmester som, glædede sig over sit sidste budget.
Jeg undrer mig over, hvordan Venstres nye borgmesterkandidat Mads Skau har det med et sådant forløb? Synes han, at det er i orden at undsige et indgået og underskrevet budgetforlig med et ændringsforslag? Hvilken troværdighed vil en fremtidig Venstre-leder mon have i en forhandlingssituation?
Det synes jeg Mads Skau bør svare mig og andre på.
Valborg Friedrichsen,
Odinsvej 463,
6500 Vojens